mandag den 25. februar 2013

Det der med gode veninder

Jeg har haft den mest fantastiske weekend, og det hænger naturligvis sammen med indlæggets overskrift. Fredagen brugte jeg nemlig sammen med kæresten, hvor vi skulle handle ind til lørdagens festlige løjer. Lørdag stod nemlig i fødselsdagsfejringens tegn, hvor nogle af de allerdejligste damer i denne verden lagde vejen forbi vores lille ydmyg hybel. Og nøj, hvor var det en skøn fest!

To veninder ankom om eftermiddagen og hjalp til med stort og småt, herunder den spændende kunst servietfoldning ;-) Det var super hyggeligt at rende og snakke med dem og gøre det hele klar. I alt kom seks veninder, så vi var syv. Og det passede mig helt perfekt, da vi så ikke var så mange, at det hele var uoverskueligt eller for overfladisk. Vi hyggede igennem med toretters menu, velkomstdrink, vin, gin&tonic, øl og festlig musik.

Jeg har ikke fået taget nogle billeder fra aftenen, da jeg brugte al energien på at have en fantastisk aften med seks skønne damer. Jeg skal nok få taget billeder af mine gaver, men det har jeg endnu ikke gået gjort, og lige nu har uldtæppet og sofaen overtaget ;-)

Men jeg fik så overvældende gaver! Min barndomsveninde Tine havde været yderst kreativ. Hendes gave bestod af hjemmebagte kardemommekiks formet som hjerter, hjemmelavet syltetøj (mums, det smager godt!!), hjemmedekorerede hæklenåle, hjemmefoldede bogmærker, hjemmestrikkede sokker og et fint krus fra Liebe med teksten "lidt mere pause" - helt perfekt til kaffen om morgenen eller en sen eftermiddag. Af Trine og Rebekka, som kom tidligere på dagen og hele vejen fra henholdsvis Viborg og Århus, fik jeg en lyskæde med farvede bolde. De har bare ramt så meget plet med den gave, lige i min stil og så meget mig. Den skal pynte i soveværelse eller stuen. En fjerde veninde havde en sød og personlig gave med i form af to bøger (klassikere af Dan Turéll og Vita Andersen) og en påskeblomst. De sidste to veninder får jeg gave af senere, da de slår sig sammen med de resterende studieveninder.

Nå, men det jeg egentlig ville med indlægget var bare at minde om, hvor uendeligt meget gode venskaber betyder. Jeg var så overvældet lørdag aften, og med tømmermændene i kroppen til laaang studiearbejdedag søndag, over, hvor ufatteligt heldig, jeg er. Jeg har nogle virkelig gode veninder i mit liv, og selvom langt de fleste ikke havde mødt hinanden før, så var stemningen rigtig god og snakken gik lystigt (sådan er det vel med så østrogendominerede selskaber, haha). Jeg følte mig simpelthen, og helt kort sagt, lykkelig den aften. Så det er ikke sidste gang, jeg stimler pigerne sammen til en hyggelig aften, når resultatet var en så skøn aften, hvor jeg bare blev bekræftet i, hvor gode veninder, jeg har omkring mig.

Jeg er taknemmelig over, at de ville kommer. Taknemmelig over at de var med til at fejre mine 25 år og ikke mindst taknemmelig over, at de to af dem, der skulle sove hos mig, tog mig under hver arm og fragtede mig sikkert og trygt hjem efter en gåtur ind til byen og hjem igen.

Fremover vil jeg tænke tilbage på lørdag aften og huske på, hvor afgørende gode veninder er, og hvor sindssygt meget, de betyder. Jeg har gået og smilet over gaverne lige siden. Veninder er det bedste i hele verden sammen med kæresten og familien!

3 kommentarer:

  1. Det var en rigtig dejlig aften og jeg er glad for at jeg måtte være med til at fejre dig! <3

    SvarSlet
  2. Årh, det lyder også bare som en dejlig aften <3

    Veninder er guld værd!!

    SvarSlet