torsdag den 21. februar 2013

Tanker om vægttab

Det her indlæg er nok lidt mere skrevet til mig selv end andre. Om ikke andet kan jeg i hvert fald bruge det til at læse det igen og igen og holde mig selv en smule i ørerne, når sundhed ikke lige fylder alverden i min hverdag.

Nå, men kort fortalt vil jeg bare lige skrive, hvordan jeg forsøger at smide et par kilo, som jeg har været i gang med siden d. 2. januar i år. Faktisk sagde jeg til min kæreste, lige da vi skulle cykle til nytårsaften d. 31. december: "2013 skal blive det år, hvor jeg får gjort noget ved vægten". Og lad mig med det samme slå fast, at jeg aldrig har været kæmpe stor. Da jeg var allerstørst, hvilket nok er et par år siden, lå mit BMI og svingede mellem normal- og overvægtig (altså lige omkring de 25). Sådan så det ikke ud, da jeg kastede mig ud i kampen mod kiloene her i januar, der var jeg normalvægtig med et BMI på omkring 24.

For mig er BMI bare kun vejledende. Altså man kan jo sagtens have et høj BMI og være ovenud tilfreds med sin krop og leve et sundt liv, og man kan på den anden side også have et lavt (eller blot normalt) BMI og ikke være en dyt tilfreds med det, man ser i spejlet, og måske endda være usund inden i. Mange faktorer spiller jo ind, herunder gener, stofskifte, motion og lignende. Jeg har i en lang periode, faktisk siden 2005, ikke været ordentligt tilfreds med det syn, der mødte mig i spejlet. Ikke sådan at jeg har været flov over eller ked af min krop, for jeg har netop ikke været voldsomt overvægtig eller skilt mig ret meget ud på den front.

Jeg hankede op i mig selv, for hvorfor pokker gå og være utilfreds med at have nogle ekstra kilo på kroppen? Jeg besluttede mig i december for, at jeg i det nye år ville tage mig selv og min kost en smule mere alvorligt - og det har jeg så gjort. Som jeg har nævnt flere gange bruger jeg app'en Mobile Fitness. På den har jeg så 21 point om dagen at spise for, og ved motion optjener jeg så bonuspoint, som jeg også kan spise for. Med andre ord taber jeg mig ved, at der ikke er noget som er forbudt, og det fungerer upåklageligt for mig. Her den anden dag havde jeg f.eks. vildt meget lyst til fyldte chokolader fra Anthon Berg, som lå ude i køkkenet - og det er ikke forbudt for mig at spise, jeg må så bare spise det mindre i løbet af dagen, som jeg "betaler" for at spise chokolade.

Torsdag er min vejedag, og jeg holder mig som udgangspunkt til at veje mig én gang om ugen. Desværre glemte jeg at veje mig, da jeg skød det hele i gang i starten af januar. Men i morges vidnede tallet på displayet om, at jeg har smidt omkring 4,5 kilo. Det er ikke alverden, men jeg har heller ikke brug for at smide 20 kilo, på ingen måde! Min første milepæl er om ét kilo, og nøj hvor jeg glæder mig. Et sølle kilo fra min milepæl, og jeg har desuden ikke vejet så lidt som lige for tiden i noget der minder om seks år. Min vægt har ofte haft svingture på et par kilo, men aldrig på 4,5 kilo, så jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg har opnået et reelt vægttab. Det er også en af grundene til, at jeg nogenlunde holder mig til en ugentlig vejning, så jeg ikke hver dag bliver konfronteret med, om tallet er 100 gram højere end i går eller lignende. Set hen over en uge får jeg et meget bedre begreb om, om jeg reelt har smidt nogle gram eller taget på.

Og jeg er absolut ikke hysterisk. Siden sidste torsdag har jeg tabt omkring 700 gram, hvilket er langt mere, end jeg havde forventet. Jeg tackler nemlig alt det her vægttabshalløj på min egen måde. De dage, hvor jeg ikke spiser hjemme, hvor kæresten og jeg er ude, har gæster eller lignende, gider jeg simpelthen ikke at skænke app'en en tanke. Jeg er ærlig talt for glad for mad, sodavand, vin, øl, dessert og slik til, at jeg vil bryde mit lille hoved med, hvor mange røde tal, jeg overskrider de 21 daglige point med. I den seneste uge har der mindst været to dage, hvor jeg har skidt hul i vægttab og point - den har både stået på flæskesteg, cider, chokoulademousse og biksemad med sovs til. Og alligevel går vægten nedad.

Jeg vejer heller ikke min mad i samme grad som i starten. Jeg har efterhånden et begreb om, hvad "en lille portion" pasta svarer til, så det taster jeg bare ind uden at sikre mig yderligere, at det på tallerkenen stemmer overens med det antal gram, som programmet fortæller er svarende til "en lille portion". Helt overordnet set har den store øjenåbner været madmængden. Hold nu hankat, hvor har jeg spist meget tidligere - faktisk spiste jeg ofte lige så meget som kæresten til aftensmad, og vi har regnet efter, og han må immervæk få 12 point mere dagligt end mig. Så det nytter jo ikke noget at indtage samme mængde frokost og aftensmad som ham, når jeg slet ikke har brug for lige så meget energi for at holde motoren i gang :-) Jeg er blevet meget mere opmærksom på mine egne små svagheder, som typisk har været om eftermiddagen, hvor jeg har proppet mig med kage eller andre søde sager, men ikke af den grund spist mindre til aftensmad.

Jeg husker heldigvis at nyde hyggestunder, selvom jeg er i gang med at fjerne nogle kilo fra korpusset. Jeg går i byen ligesom tidligere, spiser købepizza ligesom alle andre til festen og jeg holder ikke igen på antal genstande i forhold til tidligere. Så alt i alt kan jeg nærmest ikke mærke, at jeg lever efter andre vilkår end før hen - det er nok i høj grad gået hen og blevet en del af min hverdag. Så jeg tænker ikke længere lige så meget i point som i starten, jeg glemmer ind i mellem at taste madvarer ind, og jeg tager gerne en eller to fridage fra det hele om ugen. Når det kører på denne måde, kører jeg slet ikke sur i det. Jeg har masser af gåpåmod til at nå min milepæl og så tage fem kilo mere derefter. Men jeg har slet ikke travlt, og om det tager mig en uge eller en måned at smide et enkelt kilo, gør ikke det store. For jeg vil gøre det i mit tempo, og mens jeg stadig kan hygge mig og nyde en masse god mad og sociale arrangementer uden at være hæmmet.

Sikke en lang roman. Hvis ikke I nåede til vejs ende, forstår jeg det godt. Som sagt er indlægget her nok mest til mig selv og min rygrad, så jeg kan læse det, når jeg måske føler for at give op. Nu har jeg i hvert fald fået en masse tankemylder ned på skrift, og det er altid rart at kunne minde sig selv om de små succeser og inspirere sig selv til at fortsætte.

2 kommentarer:

  1. Hvor er det bare flot, Line! :D
    Og super sund og fornuftig måde at gøre det på - der er ingen grund til at være fanatisk :)

    SvarSlet
  2. Hvor er du sød, mange tak. Og som sagt er det jo mest et indlæg stopfyldt med mine tanker. Men jeg synes nemlig også, at det ville være ALT for trist at skulle leve fanatisk og sige nej til f.eks. spisning med familie, popcorn i biografen eller en øl i et festligt lag :-)

    SvarSlet