torsdag den 26. september 2013

USA Eventyr: San Francisco

Og så er der ellers dømt billedspam. Hvis I ikke er til mange billeder eller USA-stemning, så hop bare over dette indlæg. Jeg drømmer mig tilgengæld allerede tilbage til San Francisco, som var en super fed by. Den var bare proppet med "rigtig-god-karma-vi-skal-alle-elske-hinanden"-stemning. Der var også mange miljøinitiativer, og jeg lover jer, at virksomhederne ikke tier stille med, hvis de gør den mindste klimaindsats. Det skal de nok få skrevet med store fede typer ;-)

Nå, men som om den småubehagelige oplevelse fra Kastrup ikke var nok, så fortsatte den lidt i samme dur i hippiebyen. Vi boede i et, mildt sagt, belastet område. Vores hotel var alletiders, og kun ti minutters gang væk lå den ene dyre butik ved siden af den anden og der var stort set ingen uheldige typer. Området ved vores hotel var tilgengæld fyldt med dem: misbrugere, dealere, folk med hænderne i inderlommen (nok efter en pistol eller kniv), hjemløse, enormt højtråbende, meget fattige... Jeg kunne blive ved. Det var faktisk et lidt trist syn at betragte de mange forhutlede skæbner på gaderne. Vi valgte at tage en taxa hjem denne aften, da vi ikke havde lyst til at gå rundt i aftenmørket i området. Lidt ærgerligt, men taxaerne er nemme at få fat på, og de er ikke ret dyre.

Dagen blev brugt på morgenmad på en burgerbar overfor vores hotel. Jeg fik kaffe og havregrød. Dernæst stod den på udforskning af Fisherman's Wharf, og det vil jeg klart anbefale. Der er alle mulige underlige butikker, der er en karrusel, der er gode spisemuligheder og meget at se på (og så er der desværre også fyldt med turister). Vi gik blandt andet ud på den berømte Pier 39, hvor der lå vildt mange søløver og nød det gode vejr. Om formiddagen tog vi ud til Alcatraz, som vi havde købt billetter til hjemmefra. Det skal man altså gøre, for da vi kom, var der udsolgt - for de næste fire dage! Det var spændende at se fængslet derude, og den audioguide, som er med i prisen, fungerede rigtig godt med fortællinger fra tidligere indsatte, "lydeffekter", så man fornemmede sko på gangene, lydene i spisesalen og andre stemningsskabende lyde.

Jeg har forsøgt at genskabe byens atmosfære og vores oplevelser. Men det er SÅ svært! Forresten, så er vejene ekstremt stejle i San Francisco (tjek lige billederne), og så er der en rigtig flot udsigt fra Coit Tower. Det kostede så også syv dollars pr. person at komme derop, og det ved jeg ikke lige, om det var værd. Men tag en dyb indånding, hav tålmodighed til mange billeder og nyd så et smut til Peace-Love-And-Harmony-moderbyen.

Godmorgen og skål i kaffe

Vi kørte naturligvis i sporvogn. En smådyr, men uundværlig, oplevelse

Byen er altså rigtig flot

Desværre er der rigtig fattige og hjemløse. Her to sovende i en hyggelig park

En bette strand kan det også blive til

Det blev for varmt til sweatshirt, og kæresten drillede ved at fotografere omklædningen

En sur måge og en dugnakket drillepind. Nøj, hvor de larmede med deres konflikt

Line bomstærk ;-)

Kærlighedshængelåse. Vi havde dog ikke lige nogen at tilføje til samlingen. Men dekorativt ser det ud

Ham her, Hr. Oversøløve, havde det dælme godt i sit harem på Pier 39

Besøg i en overdådig slikbutik

Fin karrusel ved Fisherman's Wharf

Godt, vi havde købt billetter hjemmefra. Der kom mange, som fik en lang næse

Vi købte sandwiches et lille hyggeligt sted. Der sælges nemlig ikke mad ude på øen

Vi sejlede med sådan en fætter her ud til Alcatraz

Vi SKAL tilbage en dag. Og så skal vi cykle hen over Golden Gate Bridge!

Indsejlingen til fængselsøen

Frokosten stod på kyllingesandwiches. Desværre omgivet af så mange fluer, at de blev indtaget på nul komma fem

Øen har været indtaget af indianer, og dem er der stadig spor efter
De mange fængselsceller på rad og række

Et lille glimt af en typisk fængselscelle. Der udover var der et lille bord og en stol

Det fungerede superfint med den udleverede audioguide

Det er, hvad der var på menuen en dag i fængslet

Det var blandt andet et privilegium at låne en biblioteksbog eller komme ud i en gård, hvor der var nogle træningsmaskiner

Alcatrazøen set fra færgeturen på vej tilbage til San Francisco

Bliver det meget mere amerikansk?!

Nej nej, det er slet ikke hårdt med alle de trapper. Jeg smiler hele vejen

Kæresten fangede desværre også, hvordan jeg i virkeligheden havde det. Puuuh
Lidt af udsigten fra Coit Tower

Coit Tower

Jeg har ikke tal på, hvor mange amerikanske flag, vi stødte på. Og nogle af dem er altså alvorligt store

Så stejle er nogle af vejene i byen. Helle for en ordentlig håndbremse

Kørende biler ned ad Lombard Street

Jeg købte "Mocca-Almond-Fudge", mmm

Min aftensmad var en omgang Clam Chowder serveret i udhulet brød. Det smagte virkelig lækkert

Lidt af vores hipsterhotel. I lobbyen var der en tavlevæg med hilsener og flere vægge med små Photobooth-billeder af gæster

2 kommentarer:

  1. Nøj hvor gad jeg godt til San Fransico, det ser SÅ fedt ud! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er absolut heller ikke færdig med den by. Vi havde to overnatninger, og vi kunne sagtens have brugt et par dage mere i byen. Blandt andet på at cykle hen over broen og på lidt mere butikskiggeri ;-) Men fedt, at jeg har fået en smule af stemningen med her i indlægget.

      Slet