fredag den 25. oktober 2013

En god start på dagen

Et lidt forsinket indlæg, men jeg havde simpelthen så travlt i går. Kæresten havde fødselsdag, så det betød naturligvis morgenhygge med et fødselsdagsbord. Så min alarm ringede alt for tidligt, og så stod den på borddækning.

Billedkvaliteten er alvorligt dårlig! Men vi har ikke ret mange lamper inde i vores stue. Og så synes jeg, at tændte stearinlys gav en lidt hyggeligere efterårsmorgenstemning. Borddækning er hverken stilren eller på den måde særligt gennemført, men jeg tog lidt af, hvad vi havde i skuffer og skabe :-) Så det blev med flag under bordpladen, et lille flag på bordet, stribede papirssugerør, vores Royal Copenhagen tallerkener og servietter. Kort tid efter billederne kom der rundstykker, brunsviger og direktørsnegl på tallerkener (og nutella!) og koldpresset æblemost i glassene. Mums.


Forhåbentligt kommer der frem over nogle langt bedre billeder herinde. Kærestens far kom nemlig forbi om morgenen med fødselsdagsgave. Det viste sig at være kærestens fødselsdagsgave, en fælles julegave og min fødselsdagsgave (til februar) i én - det lækreste spejlreflekskamera! Vi lånte det med på vores tur til USA, og han syntes, vi skulle have det. Og der følger alt muligt linsehalløj med, som jeg slet ikke har sat mig ind i endnu. Det er et hamrende lækkert Canon-kamera, som jeg virkelig glæder mig til at lære bedre at kende. Dog vil jeg ikke afskrive, at der stadig kommer iPhone-glimt herinde fra tid til anden, da det ikke lige er hver dag, man har sådan en spejlrefleksfætter med i tasken.

Jeg havde slået mig sammen med mine forældre om en gave, så han kunne få en lidt større og dyrere ting. Det blev en jakke fra The North Face, som han har prøvet på et par gange i butikkerne. Han anede heldigvis ikke, at jeg havde fundet på at købe den, da han godt vidste, at den var for dyr til ønskesedlen. Men heldigvis kan man jo gå flere sammen og opfylde lidt større ønsker. Den var dog lige det største, så efter seks timers arbejde drønede jeg i butikken, som heldigvis havde en enkelt tilbage i størrelsen mindre.

Om aftenen skulle han spille kamp, og inden da skulle vi handle ind til lørdag, hvor vi får lejligheden fyldt med fødselsdagsgæster. Hans mor og jeg havde aftalt at overraske ham (sammen med hans søster og morens kæreste) ved at tage ud og se kampen. Så var mere eller mindre på farten og i fuld sving fra klokken 06.50 til 21.30 i går. En lang, men virkelig skøn, fødselsdagsfejring af ham den dejlige.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar