onsdag den 27. november 2013

Telefonminder - Uge 47

Sørme så, om jeg ikke også fik knipset lidt her og der i den forgangne nu. Og sørme så, om jeg ikke var lidt for længe om at få strikket dette indlæg sammen. Men så er alting jo, som det plejer - og hvorfor pludseligt lave om på det? I hvert fald havde jeg en rigtig skøn uge, ikke mindst fordi, den sluttede af i sommerhus med to af mine yndlingsdamer. Desuden prægede Kommunal- og Regionsrådsvalget også lidt begivenhedernes gang.


  • Dadelballade: Lige siden juletingeltangelet ankomst i diverse supermarkeder, har jeg haft en ustyrlig lyst til dadler. Helst den der pakke med dadler, abrikoser og valnødder i, hvor man lige kan hapse en "sandwich" bestående af alle tre dele. Men jeg var lidt nysgerrig på, hvad "Dadelguf" dækkede over, og hvordan det smagte. Så jeg købte en pakke med hjem, og det kunne jeg sagtens finde på igen. Nød at have 12 små stykker dadeltamtam liggende, som jeg hapsede lidt af. Æsken er for længst tom!
  • Travlhed på arbejdspladsen: Det er nok ikke gået manges næse forbi, at der har været et valg. Og særligt kunne jeg mærke det, da jeg var på arbejde syv timer den pågældende tirsdag. Der var en summen og aktivitet ud over det sædvanlige samt en lidt spændt stemning.
  • X: Jeg sluttede arbejdsdagen af med at mødes med min kæreste og sætte mit kryds til Kommunal- og Regionsrådsvalget.
  • Valg, valg, valg: Det var lidt som om, jeg ikke havde fået helt nok af valgatmosfæren på arbejdet. Så jeg zappede lidt rundt mellem DR og TV2 i løbet af aftenen for at følge med. Kunne dog ikke holde mig vågen til at se, at Anker Boye blev genvalgt her i Odense.
  • Glimmergran: En morgen på vej til endnu en dag på kontoret, var der kommet et glimmerlag på de fine grangrene. Det er dælme blevet koldt den sidste uges tid.
  • En ægte vinterret: En køkkendebut ud i Osso Bucoens verden. Det smagte rigtig godt, og særligt var vi vilde med den kartoffelmos, jeg havde lavet til (som bl.a. indeholdt parmesan). Og dejligt nemt med en simreret, der stort set passede sig selv.
  • Juletræet came to town: Jeg gik tilfældigt forbi, da byens store træ var ved at blive sat op. Det blev tændt med julelys i lørdags, men jeg nåede at se det uden al udsmykningen. Så er det altså ved at være juletid.
  • Kom så guuul!: Uanset hvor meget jeg heppede, klappede og råbte, så tabte de gule desværre. Øv bøv.
  • Venindehygge: Lørdag til søndag stod den på sommerhustur med to veninde, hvilket indebar ild i brændeovn, burgeraftensmad, udveksling af pakkekalendere, rødvin, Asti, gåtur i smukt men koldt vejr ved stranden, snak til langt ud på natten og kramper i maven af grin. En uge kan ikke slutte bedre!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar