søndag den 15. december 2013

Store omvæltninger

Fra i morgen ser mit liv en del anderledes ud, end det har gjort de sidste mange år. Faktisk har jeg aldrig holdt pause fra livet som elev/studerende, så jeg har fået i skole i snart lige under tyve år. Det er virkelig meget!

På min kandidatuddannelse mangler jeg kun mit speciale, som jeg har været lige ved og næsten at underskrive kontrakt på. Det gjorde jeg ikke, og i seriøst allersidste sekund, fik jeg tilbudt i fuldtidsjob. Et vaskeægte voksenjob. Jeg havde hverken regnet med det eller set det komme, men for en måneds tid siden fik jeg en opringning, der ændrede ret meget ved min tilværelse.

Mit studiejob måtte jeg sige op, specialet er udskudt til en gang næste år, og jeg skal flytte. Jeg skal rykke fra min elskede by Odense, da jeg skal arbejde i hovedstadsområdet. Tidligere har jeg pendlet, da jeg var i praktik i København, men min nye arbejdsplads ligger et godt stykke uden for byen og er noget nær umulig at komme til med offentlig transport. Det vil tage mig over to timer hver vej. Og jeg ønsker altså også at have fri og have et liv, når jeg ikke skal knokle igennem på arbejdet.

Jeg skal dog hilse at sige, at det snøre sig lidt sammen inden i her til aften. I aften er min sidste "friaften" inden det hele går løs fra i morgen og som minimum til og med april måned. Savnet til kæresten, familien, veninderne, den velkendte by og hele min nuværende hverdag bliver stort. Ingen tvivl om, at det kommer til at gøre ondt ind i mellem at sidde i en lejlighed udenfor København helt alene. Heldigvis kender jeg flere rare mennesker i hovedstaden, men jeg aner jo ikke, om jeg har energi og lyst til socialt samvær, når jeg har fri. Forestille mig at sådan et fuldtidsjob kræver en hel del energi og opmærksomhed - at det suger en masse overskud ud af én. I hvert fald i starten.

Nå, men jeg glæder mig rigtig meget. Jeg har søgt et utal af jobs i næsten to år, mere eller mindre engageret og dedikeret, og få uger inden specialeopstart lykkedes det. Måske har jeg i virkeligheden ikke helt forstået det endnu? At jeg virkelig er udvalgt til jobbet, at jeg kommer til at tjene "rigtige penge" (ikke kun SU og studiejobløn), at jeg skal bruge mange timer om dagen på arbejdspladsen, og at jeg ikke bare kan flexe ind og ud, som det passer mig ;-)

Jeg glæder mig helt vanvittigt. Og jeg er samtidigt lidt usikker på det hele. Det skal nok gå, men jeg går en travl og intensiv periode i møde. Hvis det går ud over min blogging, så beklager jeg. Ellers vil jeg bare ønske jer rigtig glædelig tredje søndag i advent.

1 kommentar:

  1. Pøj pøj med det hele! Det er altid lidt vildt mere store forandringer - men er sikker på det kommer til at gå aldeles godt :) Det fortjener du i hvert fald!

    SvarSlet