fredag den 24. juli 2015

Et lille smut i Tax Free

For mig betyder ventetid i en lufthavn ofte et smut (eller flere) i Tax Free området, hvor cremer, parfumer, slik og spiritus er proppet ind på hylderne til ganske gode priser. Vores tur til Korsika var da heller ingen undtagelse. Faktisk gjorde jeg mit første toldfrie køb, allerede inden vi forlod landet. I Kastrup lufthavn faldt jeg nemlig over den creme fra Clarins, som min mor er rigtig glad for. Den var i en stor version og til en lav pris, så jeg købte en til hende som en bette feriegave. Dog holdt jeg mig i skindet, hvad angår at shoppe til mig selv - lige indtil vi landede i Barcelona.

Mellemlandingen i Barcelona trak nemlig ud, og i stedet for fire timers ventetid blev det til næsten seks. Så jeg nåede at studere alle de farvestrålende og (mere eller mindre) velduftende varer i den Tax Free butikken. Det endte da også med, at jeg fik tanket lidt op på dullegrejskontoen. Jeg investerede nemlig i nedenstående, og jeg tog allerede hul på alle produkterne på vores ferie.

Light Blue parfume fra Dolce & Gabbana 50 ml ca. 420,- // Cute as a button fra Essie ca. 73,- // All in one fra Essie ca. 88,-

Jeg købte parfumen Light Blue fra Dolce & Gabbana. For det første, så er det lige dele tacky og sejt, at den er pakket ind i en æske af babyblåt velour. Totalt frås og luksus på samme tid. Dernæst kunne jeg ikke stå for alle de minder, den frembragte, så snart mine næsebor fik færden af den. Light Blue var jeg flittig forbruger af i mine teenageår (sammen med Ôui fra Lancôme), så den er mine ungdomsår kogt ned i en parfumeflaske. Overraskende nok er jeg mindst lige så vild med duften som nu 27-årig. Den er frisk, citrusagtig og ret let i det - den perfekte sommerduft, hvis I spørger mig. Jeg har nu tænkt mig at bruge den hele året rundt ;-) Prisen var i øvrigt rigtig god, da selvsamme størrelse koster 580 kroner i Magasin og en på 25 ml. koster 410 kroner.

Mine negle fik også lidt lækre sager, da jeg faldt over Essie-stativet. Jeg købte to lakker fra Essie, nemlig den pinkfarvede "cute as a button" og "all in one", som er den gennemsigtige. Noget jeg elsker er multiprodukter, og derfor røg "all in one" med mig hjem, da den både er en base- og topcoat. Som i øvrigt giver den fineste, skinnende glans. Jeg har aldrig ejet en basecoat før, så jeg tænkte, at det var smart med sådan et flere-funktioner-produkt, hvis jeg nu ikke ville bryde mig om (eller have tålmodighed til) at lægge en base på neglene før selve neglelakken. Jeg rev primært "cute as a button" ned fra hylden og direkte i kurven, da jeg har hørt en del om netop denne farve. Den er en smule mere skrigende/neonagtig pink i farven, end jeg umiddelbart troede, men det gør mig slet ikke. Den er en klar pink farve, som er rigtig flot i sommerperioden, og som får ens hænder til at se mere solbrune ud, end de egentlig er. Det er en total tøset farve, og jeg er vild med den.

Holdbarheden på både parfume og neglelakker er i øvrigt rigtig fin. Jeg kan dufte parfumen meget svagt timevis efter, jeg har påført den. Sådan foretrækker jeg dufte! Er slet ikke til dem, der er ekstremt skarpe hele dagen. Neglelakken kom jeg på både fingre og tæer på ferien, og det på tæerne holder rigtig pænt endnu. Selvom jeg ikke brugte base- eller topcoat. På fingrene holder det også rigtig godt, jeg har bare en tendens til at pille af, før det begynder at skalle af sig selv. Farven holdt, uden nogle synlige skader, tre-fire dage på mig, før jeg fik lyst til at lægge en anden farve og derfor fjernede den. Mit eneste problem er, at jeg meget ofte får luftbobler i min neglelak. Det er et generelt problem og ikke Essie-produkternes skyld. Har googlet løs og prøvet alverdens gode råd med svingende succes

Ingen kommentarer:

Send en kommentar